”Det kan være svært at undgå fedt – men jeg har fundet ud af,
at vi godt kan spise den fede mad på en fedtfattig måde. Nogle
gange spiser vi også usundt, men det synes jeg er ok, når vi de
fleste dage lever sundt og varieret”
Mette fra Tureby ved Køge
Mette og hendes piger Mathilde og Julie på 6 og 12 år bor i
Tureby ved Køge. Mette er alene med pigerne i hverdagen og hver
anden weekend er pigerne hos deres far.
Vi sparer på fedtet, hvor vi kan
Vi har egentligt altid tænkt over, hvad vi spiser, fordi vi
gerne vil leve sundt i vores familie og fordi kroppen skal have det
rigtige brændstof. Jeg prøver at tænke det ind og for det meste
lykkes det, men der er da også gange, hvor jeg ikke kan føre det ud
i livet. Jeg tænker faktisk meget på, at vi skal leve sundt og
derfor vil jeg også gerne spare på fedtet.
Hvordan gør du?
Det er især i aftensmaden, at jeg sparer på fedtet. For eksempel
kan en fiskefilet sagtens laves i ovnen, og hvis vi skal have
stegeflæsk laver jeg det også i ovnen. Hvis vi skal have
koteletter, lader jeg bare være med at panere dem. Vi spiser
varieret, men har skåret en del overflødigt fedt fra.
Er det svært at undgå fedt?
Både ja og nej. Jeg har fundet ud af, at vi godt kan spise den
fede mad på en fedtfattig måde. Når jeg laver bearnaisesauce, laver
jeg fx kun på skummetmælk og lader være med at putte smør i, som
der ellers står på posen, at man skal. Nogle gange spiser vi også
usundt, men det synes jeg er ok, når vi lever sundt og varieret de
fleste dage.
Tænk det ind
Selvom ingen af mine piger er tykke, er det vigtigt for mig, at
de ikke spiser for fedt. Den ældste kan slet ikke lide smør og
spiser pålægget direkte på brødet. Begge mine to piger har altid
groft brød, agurk, tomater, kartoffelspegepølse og fiskefrikadeller
med i madpakken. Så ved jeg, at de har fået et sundt måltid til
frokost. Det er ikke sværere at lave mad med lavt fedtindhold, det
handler bare om at tænke det ind og spare på fedtet hvor man
kan.