Når du arbejder med motivation i forhold til
livsstilsforandring, er det netop rollen som vejleder eller coach
du skal have i spil. Her er udfordringen at lytte til familierne,
og arbejde på at finde og fremme deres indre motivation for at
bevæge sig mere og/eller spise sundere i hverdagen.
Måske har du fra dit arbejde med metoder til sundhedsfremme og
forebyggelse fået kendskab til metoder som ”Den motiverende
samtale”. Her er målet netop, via dialogen, at hjælpe en familie
til at blive afklaret om egne værdier og livsstil og derigennem
skabe en indre motivation til forandring af mad - og
bevægelsessvaner.
Sammen med familien skal du finde ud af, hvilke mål der er
realiserbare. Målet kan fx være, at familien skal tage trappen i
stedet for elevatoren.
Måske synes du – set i et sundhedsfagligt perspektiv, at det er for
lidt, men her er det familiens ambitionsniveau der gælder. Ofte
virker det bedre, at familien kommer i gang med aktiviteter, de
reelt kan integrere og fastholde i deres hverdag, frem for at lave
planer for aktiviteter, der er urealistiske på lang sigt.
Ved at tage udgangspunkt i den enkelte families værdier og
livsstil kan du fremme motivationen i familien. Herved bliver
målsætningerne realistiske og nærværende, og en succesfuld
livsstilsændring mulig.